Lær mere om iNsp

 


Det inkluderende fællesskab

Den bedste måde at skabe trivsel for mennesker med mange forskellige baggrunde er et åbent og inkluderende fællesskab.

INSP er på mange måder ligesom et gammelt landsbyfællesskab: Der er plads til alle, alle har noget at bidrage med, og alle passer på hinanden.

De mange vidt forskellige mennesker, der gør brug af INSP, fører samtidig til, at der opstår mange mindre fællesskaber i det store fællesskab, som man kan engagere sig i så meget, som man har lyst til.

Der opstår møder og venskaber mellem mennesker, som under andre omstændigheder kun sjældent ville mødes.

Når ét fællesskab opstår, åbner det således op for flere, og INSPs inkluderende fællesskab er dermed selvforstærkende på bedste vis.

Værtskabet

Den vigtigste opgave for INSP er at bringe mennesker sammen. Den røde tråd i INSP er troen på, at mennesker kan løse alle slags problemer, når bare de er frie og fælles om den opgave, de står overfor.

Når man besøger INSP, vil der inden for åbningstiden altid være en vært, som byder én velkommen og besvarer de spørgsmål, man måtte have. Men det er helt op til én selv, hvad man gerne vil lave i huset, og værtens opgave er dermed at understøtte den enkelte brugers behov, idéer og aktiviteter.

Med andre ord lader INSP det være op til de individuelle brugere at skabe magien i fællesskab.

Når man har været en del af INSP i et stykke tid, kan det være, at man selv får lyst til at bidrage til værtskabet ved at invitere folk indenfor og inkludere dem i fællesskabet.

Velfærd på nye måder

På INSP opstår en naturlig følelse af medejerskab blandt alle de kreative og entreprenante sjæle, som udgør husets brugere.

Fordi rummet på INSP er åbent og inkluderende, bliver brugernes lyst til at hjælpe og støtte hinanden styrket. Samtidig opdager de ofte ressourcer hos sig selv, som de ikke var klar over, at de havde.

Brugerne møder personer fra andre dele af samfundet, som de ikke ellers ville komme i kontakt med, så de bliver inspirerede i deres eget liv.

Velfærden skabes altså nedefra og op, og det resulterer i øget trivsel blandt alle brugerne – også dem, der ikke er så stærkt stillede, som ofte kommer i arbejde, hvis de har været jobsøgende. Mange får desuden mod på at begynde på en uddannelse – eller måske lancere deres egen virksomhed baseret på den idé, de har udviklet på INSP.

Entreprenørskab

INSP er stedet, hvor idéer bliver til virkelighed. Uanset hvilken idé man har – et projekt, en aktivitet eller en virksomhed – er der rum, rammer og støtte på INSP til, at man kan afprøve og udvikle den. Men det er altid op til én selv at føre idéen ud i livet.

INSP kan fungere som et præ-iværksættermiljø, hvor man eksempelvis kan bygge et værksted, danne en læsegruppe eller starte et cateringfirma med speciale i cocktails. Så længe andre brugere af INSP kan få glæde af idéen, kan man få lov til snart sagt hvad som helst. Uden frygt for at fejle.

Tidligere projekter, der har udfoldet sig her, tæller blandt andet en kønspolitisk technobar, en jazzcafé og et zine-værksted.

Huset er fyldt med gode idéer, og brugerne er særligt gode til at udvikle deres idéer i fællesskab. De styrer hele processen helt selv – fra idé til realisering.

INSP danner på denne måde rammen om socialt entreprenørskab baseret på stærke og levende fællesskaber.


Mangfoldighed_4.jpg

ORGANISATION

Læs om foreningen INSP, mød bestyrelsen og se vedtægterne.

Økonomi.jpg

ANSATTE

Mød de ansatte.

Værdigrundlag.jpg

VÆRDIGRUNDLAG

Læs om hvorfor vi insisterer på at videreudvikle inspiratoriet.

IMG_1094.JPG

HISTORIE

Læs om hvordan INSP blev til, og hvordan vi endte med at skabe et inspiratorie på en gammel slagteriskole.